"Ikke død endnu" - faktisk særdeles levende!

Phil Collins (sanger, trommeslager og sangskriver) er een af de helt store for mig.
Hans store betydning i gruppen, GENESIS, kan ikke overvurderes. Jeg har i den grad nydt koncerter (og især koncertfilm) hvor han pendler mellem at være frontfigur på vokalen og band-musiker på trommerne.
Begge roller udfylder han suverænt.
Uden at være krukke, uden at ligne en stjerne.
Han kunne sagtens være een af naboerne fra området, hvor jeg bor  :-)

Jeg har med appetit læst hans biografi, glimrende oversat til dansk.

af Per Wium, musikjournalist

Collins er en grundig mand. Han fortæller på hele 450 sider og han kan tilsyneladende huske  alle situationer og detaljer. Barndom, ungdom, de første små trommer der fører til det første trommesæt og begejstringen for bl.andre Ringo Starr og Charlie Watts.
Hans tidlige erindring om The Beatles og deres musik kunne være skrevet af denne blogger:
"Det var sange, der kapulterede min musikalske sans: "Tell me why", "She loves You", "All my loving"."

Collins skriver om familie, opvækst, seksuelle oplevelser m.m.m. Og han er så dejlig ærlig hele vejen igennem. Han skal ikke have pyntet på noget.

Genesis

Han fortæller levende og detaljeret om dengang han var til audition hos Peter Gabriel, Tony Banks og Mike Rutherford aka "Genesis". Han fik pladsen som trommeslager og ved få lejligheder sang han leadvokal. Men bare i korte passager.
Fem år senere fortæller han om et hotel-værelse i Manchester, hvor Gabriel fortæller ham at han (PG) stopper i gruppen. Dette medfører auditions med 30 sangere, hvoraf ingen af dem kan bestride lead-vokalen. Det ender med at Collins træder frem på scenens forkant og overlader trommestikkerne til Bill Bruford.
Een af de tidligste sange, Collins synger, er een af mine favoritter: "Robbery, Assault and Battery". 
Musikhistorie fortalt af een af hovedkilderne selv.

Travlhed

Phil Collins fortæller levende om tilblivelsen af mange Genesis-sange (det er mums for sådan een som mig!), om sin solo-karriere og om have have travlt og være efterspurgt i 80erne. Han fortæller også om det spændende samarbejde med Ann-Frid Lyngstad. Og om Stikkan Anderson, som han kalder et kæmpe røvhul. Ærlig er han jo, Phil!

Og foruden musikken laver han film. Som mange vil huske spiller Phil Collins hovedrollen i den engelske "Buster". Ganske glimrende i øvrigt.

Collins skriver også om at være alt, alt for eksponeret og presset. Og om at miste stemmen ved een af start-koncerterne på "We can't dance"-turneen. Puhha!
Og om afskeden med GENESIS i 1996.

2007

Collins fortæller om den store GENESIS-reunion-turne i 2007.
Den turne, der bl.a. nåede til Herning, hvor et stor-snakkende publikum ikke forstod hvad de gik glip af, da de stod og talte om carporte og grill-aftener. Føj!
Han fortæller meget stærkt om sine problemer med den ene arm. 

Han fortæller også - og stadigvæk hudløst ærligt - om sin sygdom og hospitalsophold i 2012. 

"Ikke død endnu" er færdigskrevet i 2016. Så vi læsere får også oplevelserne fra de allerseneste år med.

Anbefalelsesværdig bog, i en rigtig god dansk oversættelse!



Phil Collins: Ikke død endnu
Forlaget memoris 2017 - oversættelse: Michael Jepsen



Kommentarer